Middelfart Kommune får millioner tilbage fra staten

Publiceret 03-07-2026

Skattestyrelsen har godkendt Middelfart Kommunes krav om tilbagebetaling af moms på affaldsgebyrer. Efter sommerferien skal byrådet tage stilling til, hvad der skal ske med pengene.

Skattestyrelsen har godkendt kommunens krav om tilbagebetaling af moms for perioden 1. januar 2012 til 31. august 2024. Det er så vidt vides den første af denne type sager, hvor en kommune får tilbagebetaling.

Afgørelsen betyder, at Middelfart Kommune får 35 mio. kr. tilbage i moms. Derudover forventes kommunen senere at modtage en rentekompensation, som er beregnet til godt 22 mio. kr. Dermed regner Middelfart Kommune med at få mere end 57 mio. kr. udbetalt fra staten.

Sagen bunder i, at kommunerne i en årrække har opkrævet moms på en række affaldsydelser efter den praksis, der gjaldt på området. Efterfølgende har Skattestyrelsen meldt en ny praksis ud, som betyder, at der ikke skulle have været opkrævet moms på de kommunale renovationsydelser i perioden.

Derfor har Middelfart Kommune søgt om at få den for meget betalte moms tilbage fra staten. Det krav er nu blevet godkendt.

Byrådet skal efter sommerferien tage stilling til, hvad der skal ske med midlerne. Sagen forventes behandlet på Byrådets møde den 10. august.

Du kan se spørgsmål og svar om tilbagebetalingen her.